Søndag Aften
In Association with Amazon.com

FRITEKSTSØGNING
Søg blandt over 500 artikler


Støttet af Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter


August 2007


Flere bøger - færre lånere


Den gode nyhed er, at bibliotekerne køber flere bøger. Den dårlige nyhed er, at udlånet af bøger falder.

Endelig kan de mange, som har været bekymrede for, at folkebibliotekerne helt ville slippe taget på bøgerne, ånde lettet op. Fra 2005 til 2006 er bibliotekernes bogkøb steget, endda med hele 22% viser biblioteksstatistikken for 2006.

Det stigende bogkøb er i det væsentligste finansieret ved mere effektiv styring af bogindkøbet. Målt i faste priser er den gennemsnitlige bogpris faldet fra 152 kr. i 2000 til 117 kr. i 2006. Statistikken giver ikke grundlag for at vurdere, i hvilket omfang dette voldsomme udgiftsfald pr. bog skyldes ændrede prioriteringer i bogvalget (flere "billigbøger" færre "værker"), eller det skyldes bedre økonomistyring i form af licitationer og indkøbsaftaler. Udgiftsfaldet på hele 23% tyder på, at begge faktorer har betydning.

Med muligheden for så markante ændringer i indkøbsmønstret, ville det givet være relevant for Biblioteksstyrelsen at iværksætte en undersøgelse af bogkøbet i forhold til brugernes forventninger ("Den gode bog II"). Dette bliver desto mere påkrævet med de sandsynlige ændringer i bogkøbet, der vil komme som konsekvens af de mange bibliotekslukninger i 2007.

Færre boglån

Trods det stigende bogkøb er udlånet af bøger fortsat faldet, siden år 2000 er udlånet af bøger faldet med 10%, fra 2005 til 2006 er det faldet med 1%. Også udlån af lydbøger og musikudlån er faldet. Det mindskede udlån af musik kan sandsynligvis forklares med den (i 2006) nye karenstid for nyudgivet musik. Musikorganisationernes hensigt, at mindske det offentlige udlån af musik, har således haft den ønskede effekt.

Statistikken giver et fingerpeg om, at musikudlånet har nået et stabilt leje efter nogle hektiske år som følge af, at den nye bibliotekslov pålagde bibliotekerne at udlåne musik. Desværre indeholder folkebiblioteksstatistikken ikke oplysninger om eksempelvis Bibliotekernes Netmusik, hvorfor man ikke kan se, hvilken betydning online musikudlån har for udviklingen i udlån af Cd'er.

Biblioteksloven fra 2000 forudsatte, at bibliotekerne ville blive bedre til at hente eksterne indtægter til virksomheden. Statistikken viser, at det nærmest er gået modsat. Fra 1997 til 2000 steg de eksterne indtægter (målt i faste priser) med 2,5% årligt. Umiddelbart efter biblioteksloven, fra 2000 til 2002, steg de eksterne indtægter med 6,5% årligt. Men siden 2002 er det åbenbart så som så med kreativiteten, målt i faste priser er de eksterne indtægter faldet med 0,5%. Der er således ikke kommet meget kød på det ben, at bibliotekerne skulle tjene penge på kursus og konsulentvirksomhed.

Som forventet (se Søndag Aften arkiv) er der sket et fald i antallet biblioteksfilialer. I 2006 er faldet kun på 4 filialer. Den store effekt af kommunalreformens mange efterfølgende filiallukninger kommer først i biblioteksstatistikken for 2007.

Læs også:
Færre filialer - flere udlån

Søndag Aften 08/2007

Må gerne kopieres eller citeres med angivelse af Søndag Aften som kilde.

[Næste artikel]

 




Samlet oversigt over Søndag Aftens CulturCronikker 1997-2007






 




arkitektur & design | biblioteker | film | internet | kunst | litteratur | musik | teater & dans

colofon | | links | søg | debat | gæstebog | nyhedsbrev | @ -mail til redaktionen

© 1997- Søndag Aften. All rights reserved.